-
Efter historisk møde i Statsministeriet forbereder topcheferne sig på »alle scenarier« – også det værste
المصدر: BDK Finans / 16 يناير 2025 15:26:42 America/New_York
Der er stadig fire dage til, at Donald Trump indsættes som præsident. Alligevel var det den kommende præsident og hans trusler om en handelskrig mod Danmark, der fyldte det hele i Prins Jørgens Gård ved Christiansborg torsdag eftermiddag. Med blot 36 timers varsel var topcheferne i 17 af Danmarks største og mest indflydelsesrige virksomheder blevet indkaldt til et historisk møde om risikoen for, at Danmarks største samhandelspartner og vores største udenlandske investor, USA, indleder en handelskrig mod Danmark. Det er aldrig set før – heller ikke under coronapandemien, hvor regeringen ellers også var i tæt kontakt med dansk erhvervsliv – at der er blevet indkaldt til møde med så kort varsel. Vigtigheden af mødet talte sit tydelige sprog. Stort set alle 17 virksomheder havde på rekordtid fået stampet deres øverste chefer op af jorden. En efter en ankom topcheferne fra Novo Nordisk, Novonesis, LEGO, Grundfos, Ørsted, Carlsberg, DSV, Vestas, CIP, Pandora, Arla og Haldor Topsøe. Danfoss og Mærsk var også repræsenteret. Og direktørerne for brancheorganisationerne Dansk Industri, Dansk Erhverv, Greenpower Denmark og Rederiforeningen dukkede ligeledes op. Løkke opridsede scenarierne Ifølge Berlingskes oplysninger indledte statsminister Mette Frederiksen (S) mødet med en opsummering af den seneste halvanden uges begivenheder, mens det faldt i udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) lod at opridse scenarier for, hvad der kunne ske. Derudover blev virksomhederne mødt af en opfordring til at holde regeringen orienteret om deres oplevelser i USA. Regeringens udgangspunktet var, at situationen er alvorlig, men ikke dramatisk, mens stemningen blandt de fremmødte erhvervsfolk var, at regeringen indtil videre har håndteret situationen rigtigt, og der var stor tilfredshed med, at det er lykkedes statsministeren at få møder i stand med Donald Trump. Den stemning forsøgte erhvervsminister Morten Bødskov (S) og administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen at tage med sig ud i Prins Jørgens Gård efter mødet, der trak betydeligt ud over den time, der var afsat. »Det er usædvanlige meldinger, der kommer, og det skal vi forholde os til,« sagde erhvervsminister Morten Bødskov (S). »USA er og vil fortsat være Danmarks vigtigste allierede. Vi lytter til signalerne og forbereder os på, hvad der måtte komme. Vi bruger tid sammen med hinanden. Vi bruger den viden, vi har i fællesskab til at være bedst muligt forberedt på, hvad der måtte ske,« tilføjede han. »Der er godt nok mange gætterier« Lars Sandahl Sørensen veg på sin side flere gange uden om at svare på, om der havde været bekymring ved mødebordet i Statsministeriet, og nøjedes med at sige, at alle er spændte på, hvad der vil ske med den nye Trump-regering. »Selvfølgelig er vi da bekymrede og forbereder os på alle mulige scenarier, også dem, vi ikke kan lide at høre,« sagde Lars Sandahl Sørensen, der dog ikke løftede sløret for, hvad scenarierne indeholdt. Over for Berlingske understregede Lars Sandahl Sørensen, at han er glad for samarbejdet mellem regeringen og erhvervslivet, så man bedst muligt kan forberede sig på »alle scenarier«. Lars Sandahl Sørensen fortalte, at det prægede stemningen i rummet, at virksomhederne og regeringen ønsker at samarbejde om at finde den bedst mulige løsning. Da Donald Trump blev valgt, mindede I om, at det jo faktisk gik ret godt for danske virksomheder, sidste gang han sad på magten. Mener I stadig det i Dansk Industri? »Vi ser, hvad der sker. Der er godt nok mange gætterier, men vi forholder os til de dialoger, der er. Han var en god præsident for økonomien, også den danske. Og det har vi en klar forventning om, at det ønsker han at være igen,« lød det fra DIs topchef. »Der er en gensidig afhængighed og enormt mange fælles interesser, så mon ikke også, at Donald Trump ønsker, at det både skal gå godt for USA og for Danmark,« tilføjede han. Trump er interesseret i gode handler Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv, roste både regeringen for at håndtere Donalds Trumps udmeldinger på en måde, der ikke eskalerer konflikten, og for at orientere dansk erhvervsliv. »Det var et utrolig godt møde, hvor regeringsledelsen delte åbent fra dialogen med Donald Trump og de mulige scenarier. Det førte til en god diskussion, hvor vi blev enige om at samarbejde,« sagde Brian Mikkelsen. »Det er afgørende vigtigt for dansk erhvervsliv, for hvis Donald Trump fører sine trusler ud i livet, går det ud over velfærdssamfundet, der blandt andet bliver betalt med indtægterne fra Danmarks eksport til USA,« tilføjede han. Blev I mere eller mindre bekymrede efter at høre regeringsledelsen fortælle om dialogen med Donald Trump? »Jeg blev ikke mere bekymret. Vi blev bestyrket i, at Grønland er en vigtig sag for Donald Trump, men på den anden side er han også en forretningsmand, som er interesseret i gode handler.« »Sidst han var præsident, voksede Danmarks eksport til USA markant,« sagde Brian Mikkelsen. Han oplevede, at der var en konstruktiv tilgang i mødelokalet til at løse udfordringen i fællesskab. »Selvfølgelig var der bekymring, fordi USA fylder så sindssygt meget for de her virksomheder. Men der var også en stærk tro på, at vi kan finde løsninger.« Har Dansk Erhvervs overvejende positive syn på Donald Trump ændret sig efter det her? »Vi er kritiske over for hans uforudsigelighed, men vi ser også mange muligheder i USA. Vores andre handelspartnere klarer sig dårligt, mens den amerikanske økonomi buldrer derudad. Så selvom situationen er dybt alvorlig, er det vigtigt at slå koldt vand i blodet og huske vores stærke relation til amerikansk erhvervsliv. De har også brug for vores produkter,« sagde Brian Mikkelsen. Langt de fleste af de store virksomheders topchefer forlod hastemødet uden at tale med pressen. En af dem, der gav en kort kommentar, var Jacob Aarup-Andersen fra Carlsberg. Han kaldte stemningen ved mødet for »konstruktiv«. »Der er ingen tvivl om, at vi allesammen støtter den balancerede linje, som regeringen har valgt at tage,« sagde topchefen og tilføjede: »Det her er en politisk dialog mellem to tætte allierede, og der skal nok findes nogle gode politiske løsninger. Fra erhvervslivets side var det bare vigtigt at blive orienteret.« 90.000 arbejdspladser i USA At båndene mellem USA og Danmark er tætte ses af de seneste ti års udvikling. USA er i dag Danmarks største samhandelspartner. Den danske eksport til USA løber op i omkring 325 milliarder kroner, og danske virksomheder som Novo Nordisk, Danfoss, Grundfos og Ørsted har investeret milliarder i USA. Danske virksomheder har i dag skabt omkring 90.000 arbejdspladser over hele USA. USA er på sin side i dag den største udenlandske investor i Danmark. Derfor er Donald Trumps kampagne for at overtage Grønland fra Danmark kommet bag på de fleste. Inden Mette Frederiksen torsdag eftermiddag gik ind til mødet med de danske erhvervsledere i Spejlsalen, havde hun travlt med at orientere først Socialdemokratiets folketingsgruppe og siden Udenrigspolitisk Nævn på et ekstraordinært møde. Efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn løftede Mette Frederiksen lidt af sløret for, hvad der må forventes at have været et stort samtaleemne på mødet med erhvervstoppen. For det dansk-amerikanske samarbejde på det økonomiske område kan ultimativt risikere at blive ramt på grund af stridigheder om Grønland og adgang til de arktiske farvande og sjældne metaller. Trussel om høj told består Donald Trump trak nemlig ikke sin trussel om øget told på danske varer tilbage under telefonsamtalen onsdag, oplyste Mette Frederiksen efter mødet. »Vi ønsker ikke at have nogen som helst form for konflikt med amerikanerne på handelsområdet,« sagde Mette Frederiksen ifølge Berlingske. »Vi forbereder os ikke på konkrete ting, som vi ikke kender. Det er jo antydet fra amerikansk side, at der desværre kan opstå en situation, hvor vi arbejder mindre sammen, end vi gør i dag, på det økonomiske område. Det er ikke noget, vi på nogen som helt måde anbefaler,« tilføjede hun. Mette Frederiksen slog samtidig fast, at »vi står et meget alvorligt sted«. Under valgkampen talte Donald Trump for at indføre en importtold på 10-20 procent på alt, hvad USA importerer og yderligere høj told på import fra lande som Kina, Mexico og sågar Canada. Torsdag meddelte Trump på sin egen platform Truth Social, at han vil etablere en »External Revenue Service« ved sin tiltræden på mandag. Kontoret skal opkræve den importtold, Trump agter at indføre. Inden da havde Trump skabt furore ved på et pressemøde i Florida at sige, at han ikke kunne afvise brugen af høj straftold og militær magt mod Danmark i spørgsmålet om Grønlands fremtid. Mens der er skruet lidt ned for den militære rumlen, holder Trump altså fast i, at økonomiske sanktioner kan komme på tale. Umiddelbart vil en høj toldsats på danske varer udløse den såkaldte musketéred i EU, som betyder, at det vil udløse svar mod USA fra hele EU. Berlingske kunne torsdag fortælle, at Mette Frederiksen skal tale i telefon med Donald Trump igen i næste uge efter præsidentindsættelsen. https://www.berlingske.dk/business/efter-historisk-moede-i-statsministeriet-forbereder-topcheferne-sig-paa